Tiberen hilser på Romselskabet S.P.Q.R.’s bestyrelse

Når Rom ikke kommer til Romselskabets bestyrelse, må Romselskabets bestyrelse finde Rom i København. Og hvilket bedre sted at lade sig forevige end ved bronzeskulpturen Tiberen ved Dronning Louises Bro. Fra venstre mod højre ses øverst ved flodgudens hoved pensioneret museumsleder og næstformand Mogens Bang, arkitekt Ole Drachmann, direktionssekretær på Nationalmuseet Ingrid Wass, rejseleder og cand.psych. Dodo Astrup, fotograf, cand.phil. Søren Rud, fuldmægtig Lena Nielsen Thorsen, cand.mag. Iben Bjurner og advokat og formand Steen Bech.
Tiberen og dens bror Nilen, som ligger på den anden side af Dronning Louises Bro, er afstøbninger af marmorskulpturer fra det 1. århundrede e. Kr., der blev udgravet i Rom i 1500-tallet. Flodguderne slog sig ned i København i 1901. Tiberen ligger behageligt henslængt med en åre i venstre hånd og et overflødighedshorn i den højre, og under gudens højre hånd ses Roms symbol, Romulus og Remus, der diger en hunulv.
Som mange andre afstøbninger i København er også disse skulpturer en gave til hovedstaden fra brygger Carl Jacobsens legat “Albertina”. Har du selv lyst til at gå på opdagelse efter flere “romere” i det københavnske gadebillede, kan du finde dem i for eksempel Ørstedsparken og Botanisk Have.