Bogpræsentation og vinsmagning

Bogpræsentation, foredrag og vinsmagning

Salon K Rådhusstræde 13. København K
Torsdag den 5. marts kl. 18.30-21.00

 

SPIS I ROM – En gastronomisk, historisk og kulturel vandring gennem Rom

Foredrag ved Jesper Storgaard Jensen.
Restaurantguiden ”Spis i Rom,150+ restauranter, barer & cafeer” er skrevet af Jesper Uhrup og Jesper Storgaard Jensen, og den udkom kort før jul 2019 på Forlaget Muusmann. Guiden er på 432 sider og dermed den største restaurantguide der nogensinde er skrevet om Rom på dansk.
Jesper Storgaard Jensen vil i sit foredrag tale om Roms restaurantscene anno 2020. Han vil tage tilhørerne i hånden og føre dem gennem byen på jagt efter historier om mad og mennesker, kvarterer og kulturelle kuriøsiteter.
Du kan købe bogen til en favorabel pris ved arrangementet: 180,00 kr (vejl. Pris 249,00 kr)

 

Foredrag og vinsmagning ved Mogens Hartz og Bacci vine

En af Romselskabets medlemmer, Mogens Bacci Hartz, er oldebarn af en kvinde, som før 1. verdenskrig tog til Rom for at være ung pige i huset. I Rom forelskede og giftede hun sig med en romersk politibetjent.
Bosat i Rom fik det unge par tre børn, men så brød krigen ud. Han blev sendt i krig, og hun så ingen anden udvej end at flygte op gennem et krigshærget Europa med sine små børn ved hånden hjem til Danmark.
Hvad der sidenhen skete – og at en gren af familien har et smukt vinslot udenfor Arezzo i Toscana – vil Mogens Bacci Hartz berette om samtidig med, at der smages på Bacci-vine. For fem år siden fandt de to Bacci-slægter nemlig hinanden, og Mogens Bacci Hartz er sammen med sin familie blevet eneforhandler i Danmark af slottets vine.
Et dansk/italiensk vineventyr så dermed lidt uventet dagens lys grundet blodets bånd og en ung pige, der drog til Rom for mere end hundred år siden og forelskede sig.
Læs mere om Bacci vine her: baccivine.dk/index.html
Vi byder velkommen med et glas prosecco. Efter bogpræsentationen vil der være vinsmagning med vine fra Bacci vine. Vi slutter af med en charcutteriplatte fra Supermarco med vine fra Bacci.
Pris for bogpræsentationen og vinsmagningen er 310,- kr. for medlemmer af Romselskabet, og 390,-kr. for ikke-medlemmer.
<span>%d</span> bloggers like this: