Romrejse i efteråret 2020 

Rejser til Rom er selvsagt en meget naturlig aktivitet i Romselskabet S.P.Q.R., og i slutningen af oktober 2020 kan vi således igen tilbyde en uges rejse til Den evige Stad. På tidligere rejser har vi bestræbt os på – hvilket også langt hen ad vejen er lykkedes – at komme ind og opleve seværdigheder, som er svære at få adgang til, hvis man er i Rom på egen hånd.
Også på denne rejse vil vi igen bestræbe os på at finde vej til unikke, særlige seværdigheder og derved give rejsedeltagerne mulighed for andre synsvinkler og oplevelser i Rom end vanligt.
Programmet er ikke faldet endeligt på plads – vi har forespørgsler ude mange steder og venter på svar – men omvendt må vi også sikre os plads på fly og hotel. Dog tror vi på, at programmet vil blive godt, og at vi vil få adgang til de fleste og forhåbentlig alle de påtænkte seværdigheder, der i tid spænder bredt; nemlig fra antikken, til gotikken og op til barokken samt et besøg i filmbyen Cinecitta.

 

Rejsen er fastsat til 25. oktober til 1. november 2020. Programmet, som vi fortsat arbejder med, rummer følgende oplevelser/seværdigheder:

 

Sant’Ignazio Loyolas værelser og Pozzos korridor
Jesuitterordenen blev grundlagt af Sant’Ignazio Loyola, og i nabohuset til Chiesa del Gesù befinder sig de værelser hvor han levede og heriblandt en korridor udsmykket af den barokke maler Andrea Pozzo. Lofter og vægge er malet i trompe l’oeil-teknik, hvilket giver en optisk effekt, hvor korridoren synes meget længere end den i virkeligheden er.

 

Biblioteca Angelica, Biblioteca Casanatense og Biblioteca Vallicelliana
I Rom er en del ældre biblioteker, som rummer unikke og store bogsamlinger. Vi vil besøge tre af disse biblioteker.

  

Auditorium di Mecenate
De antikke ruiner blev fundet i 1874 og stammer fra begyndelsen af det første århundred e.Kr., og ejeren af gården var Gaius Maecenas eller Mecenate, en af kejser Octavians rådgivere. Ruinerne består af en vestibule, en rektangulær hall og en hall med en apsis. Sidstnævnte rum ligner et auditorium, deraf navnet på lokaliteten, men i stedet er det sandsynligvis et sommertriklinium, en sommerspisesal, der kunne bruges til fester, og hvor der var vand, der løb ned over trinene. Væggene er dekoreret med motiver af forgrenede lysestager og påfugle på en rød baggrund; nicher på hallen og apsis er dekoreret med scener af haver med planter, blomster og fugle, der giver en illusion af åbne vinduer ud til grønne områder. En sort frise med malerier af Dionysiske motiver løber over nicher i det rektangulære rum. Bygningen har haft et hvælvet tag.

 

Casino Massimo Lancellotti
Bygningen, som er en del af et kloster, blev opført i slutningen af 1600-tallet og er et typisk eksempel på sen mannerisme. Bygningens facader er udvendigt dekoreret med antikke kunstværker. Den indvendige freskoudsmykning repræsenterer til gengæld det vigtigste eksempel på Nazarenernes kunstneriske aktivitet i Rom i 1800-tallet. Nazarenerne var tyske malere, der søgte inspiration hos den tidlige renæssances italienske malere.

 

Antica Farmacia
Apoteket Santa Maria della Scala, oprindeligt kaldet “spezieria”, har navn fra den nærliggende kirke og kloster Santa Maria della Scala. Apoteket blev oprindeligt oprettet til intern og eksklusiv brug af selve klosteret. Man dyrkede krydderier og producerede selv medicinen.
I slutningen af ​​1600-tallet blev apoteket også åbent for offentligheden og blev så berømmet, at både fyrster, læger og endda paver henviste til det; endda i så stort et omfang at det blev kaldt “pavens apotek”.
Væggene er dækket med skabe med glasruder og indeholder fortsat de gamle medikamenter. I de næste rum er herbariet og laboratorierne, som stadig huser de originale maskiner til fremstilling af pillerne. Apoteket fungerede indtil 1978 og det er stadig muligt at købe enkelte produkter lavet med gamle opskrifter.

   

Heldagsudflugt i bus til Subiaco, Olevano Romano og Palaestrina
I rejsen planlægges også en udflugt til tre mindre byer øst for Rom. I Subiaco byggede kejser Nero en villa i 1. årh. e.Kr., og delvist på dens fundamenter byggedes fra 900-tallet og frem benediktinerklostret Santa Scholastica, hvori Italiens første bogtrykkeri blev indrettet i 1460’erne. På en bjergafsats ovenfor ligger et andet kloster, San Benedetto, der har fine kalkmalerier fra 1200-tallet.

Olevano Romano er en smuk bjergby med trappegader, og den har i årenes løb tiltrukket mange danskere så som guldaldermalerne, men også senere tiders kunstnere. Også Palaestrina er en charmerende bjergby med trappegader, og den er bygget på ruinerne af den antikke by af samme navn.
Malterserordenen
På Avertinerhøjen ligger Magistral villa, hvor Malteserordenen har til huse og ligeledes ligger her kirken Santa Maria del Priorato, som er tegnet af Giovanni Battista Piranesi. Vi satser på at blive rundvist i såvel villa som kirke samt at se haven.

 

San Filippos private værelser i Chiesa Nouva
San Filippo Neri var en højst ukonventionel reformator og hans religiøse orden blev grundlagt i 1575, og han gjorde musikken central i gudtjenesterne. Religiøse tekster blev således sunget af solostemmer og kor – dette blev til musikudtrykket oratorium. En sidedør i Chiesa Nouva fører til indgangen til San Filippos private værelser, hvor der opbevares relikvier fra San Filippo samt genstande, som han har ejet.

Cinecittá 
På en rundvisning i filmbyen Cinecittá føres man gennem tidsepoker, kulisser og genkendelige film.

Trajans havn
På vej til lufthavnen gør vi stop ved det antikke ruinområde ved Trajans havn.
I 42 e.Kr. startede Claudius opførelsen af ​​en stor havn omkring 3 km nord for mundingen af ​​Tiberen for at løse problemerne i forbindelse med tilsanding af Ostias flodbredder. Havnen fik to buede moler, dokker samt et fyrtårn. Den nye havn stod færdig i 64 e.Kr. og supplerede flodhavnen i Ostia og den maritime havn Pozzuoli, der begge havde haft afgørende betydning for kornforsyningen til Rom siden det 2. århundrede f.Kr. Men snart efter blev tilsanding igen en udfordring, hvorfor Trajan i 100-112 e.Kr. byggede et nyt indre hexagonalt bassin på 33 ha. I området er også mængder af magasiner, hvor korn og andre importvarer er blevet opbevaret.

PRAKTISK INFORMATION
Pris: 12.200,-kr pr. person i delt dobbeltværelse. Tillæg for enkeltværelse: 1.500,- kr.
Der skal betales et depositum på 4.000 kr, hvilket ikke kan refunderes, og betalingsfristen er 5. februar 2020. Depositum indsættes på SPQR rejsekonto i Jyske Bank 7854 kontonr. 14 51 239. Husk at anføre navn/navne. Betalingsfristen for restbeløbet 15. august 2019.
Prinsen inkluderer fly, transfer, hotel med morgenmad (7 overnatninger), hotelskat, 5 måltider, entréer og lokal transport med bus og taxi.
Syge- og rejseforsikring og drikkepenge er ikke inkluderet i prisen.
Turen arrangeres i samarbejde med FDM TRAVEL, der er med i Pakkerejse Garantiordningen. Der gøres opmærksom på, at programmet er foreløbigt, hvorfor ændringer kan forekomme.
Tilmelding og yderligere oplysninger: Romselskabet S.P.Q.R. susanne.trudsoe@live.dk eller tlf. 31 40 58 77.
Rejseledere er de to bestyrelsesmedlemmer i Romselskabet: Paul Anker Lund og Susanne Trudsø, som kan kontaktes på pasl@outlook.dk og susanne.trudsoe@live.dk
REJSE
Afrejse Kastrup den 25. oktober 2020 kl. 08.05
Ankomst Rom kl. 10.35
SAS SK681
Hjemrejse Rom den 1. november 2020 kl. 14.10
Ankomst København kl. 14.00
SAS SK682
Inkl. 23 kg bagage – samt 8 kg håndbagage
HOTEL
Hotel ELISEO**** www.hoteleliseoroma.it
Adresse
Via di Porta Pinciana 30 – 00187 Roma
Typisk byhotel. Indrette i traditionel klassisk stil. I alt 46 værelser, reception, hyggelige opholdsstuer med hotelbar samt elevator. Dejlige stor og lys breakfast-salon (buffet) med panorama-udsigt over den nærliggende Borghese-park.
Beliggenhed
I Roms historiske centrum lige ved den fornemme boulevard Via Veneto og Roms antikke bymur. En del af værelser har smuk udsigt over Villa Borghese parken. Få minutters gang til Den Spanske Trappe (ca. 800 meter) og Piazza Barberini.