Skip to content

Romselskabet er af kunstkurator emeritus Adam Grandjean blevet tilbudt en rundvisning i Danske Banks nuværende hovedsæde, som består af i alt seksten sammenhængende bygninger, beliggende ved Holmens Kanal og Laksegade. To af bygningerne, som vi skal se på rundvisningen, har C. F. Harsdorff (1735-1799) som arkitekt. I 1756 vandt C. F. Harsdorff Kunstakademiets store guldmedalje og dermed også et rejsestipendium, der bragte ham til Paris i årene 1757-62 og til Rom i årene 1762-64. Efter hjemkomsten blev han udnævnt til professor på Kunstakademiet, og hans bygninger i København er i stil nyklassicistiske.
Den ene bygning, der indgår i Danske Banks hovedsæde, er Holmens Kanal 12, der kaldes Peschiers Palæ. Bygningen blev opført i 1795 for storkøbmanden, schweizeren Pierre Peschier (1739-1812). Sidenhen rykkede pianofabrikanten C. C. Hornung ind, og i 1872 købte Landmandsbanken bygningen. Den anden bygning, der er beliggende Holmens Kanal 2, kaldes Erichsens Palæ. Bygningen blev opført i årene 1797-1799 for agent og skibsreder Erich Erichsen (1752-1837). Palæet vender med sin syv fag lange, klassicistiske facade mod Kongens Nytorv og var Københavns første ægte joniske søjlerække. De historiske rum, som er umiddelbart bag denne søjlerække, er udsmykket med pompejanske dekorationsmalerier.
Rundvisningen, som omfatter de Harsdorffske palæer og historiske interiør varer cirka 2 timer og afsluttes med et let traktement.
Pris: 110,-kr. for medlemmer af Romselskabet. For ikke-medlemmer er prisen 190,-kr.
Tid: 15. marts 2023 kl. 17.00
Mødested: Laksegade 7, 1063 København K