Ambassaderesidens
Besøg og foredrag i den italienske ambassadørbolig
Tirsdag den 26. november kl. 16.30

Den Italienske Ambassades Residens er et 1700-tals palæ beliggende i hjertet af København i det fornemme kvarter Frederiksstaden, ved siden af Amalienborg Slot.
Palæets historie går tilbage til 1750, hvor Kong Frederik V forærede sin Kammerherre Christian Bærentz en grund ved hjørnet af Amaliegade og Fredericiagade, hvor sidstnævnte lod sin bolig opføre efter tegninger af Nicolai Eigtved. Bærentz’ palæ udgør den oprindelige kerne i det nuværende palæ.
Efterfølgende undergik ejendommen diverse ombygninger, hvor man med respekt for den oprindelige arkitektur udvidede den mod Amaliegade og i Fredericiagade. I perioden mellem 1907 og 1920 fik ejendommen sin nuværende form.
Igennem tiden har ejendommen skiftet ejer adskillige gange, ligesom den også er blevet benyttet til mange forskellige formål, herunder som residens for adelige og aristokrater og som litteratursalon.
En række kendte danskere har boet i ejendommen gennem tiden. Blandt disse er forfatterinden Thomasine Gyllembourg (1773-1856), den første kvindelige danske prosa-forfatter, der i 1806 flyttede ind i hjørneejendommen sammen med sin anden ægtemand, Carl Frederik Gyllembourg, samt hendes søn, den berømte dramatiker og direktør for Det Kongelige Teater Johan Ludvig Heiberg, som boede her indtil 1813.
Litteraturprofessor Knud Lyne Rahbek var en ven af familien. Som barn voksede han op i samme hus, der dengang var ejet af hans far. Herefter boede koncertmester J. E. Hartmann her fra 1790-93, og nogle år efter Gyllembourgs flytter ud bor senere violinisten Claus Schall i huset.
Erhvervsmanden Alfred Walter Grut, købte ejendommen i 1902 og foretog en række omfattende ombygninger for at gøre etageejendommen til én stor herskabsbolig. I 1908 blev hele ejendommen overtaget af bankmanden Emil Glückstadt, der var søn af direktøren for Landmandsbanken, landets største bank, og som ved farens død i 1910 overtog direktørposten.
Nu i 100 året for bygningens historie som italiensk residens har Romselskabet SPQR fået mulighed for et besøg indenfor, hvor Kulturformidler Maja Lykketoft vil fortælle om nogle af husets betydningsfulde beboere og især betone historien om Thomasine Gyllembourgs saloner og salonlivet i den danske guldalder.
Efterfølgende vil der være et glas vin, mens deltagerne kan bevæge sig rundt i stuerne på første etage.
Efter besøget på i ambassadørboligen går vi ned hos italienske Ristorante Leo i Sølvgade 2 og spiser et let måltid.
Tid: Tirsdag den 26. november kl 16.30
Sted: Den Italienske Ambassades Residens. Fredericiagade 2, 1310 København K
Pris: 390,- kr for medlemmer af Romselskabet SPQR. For ikke-medlemmer er prisen 545,- kr. Prisen dækker for besøg og foredrag i den Italienske Ambassadørs Residens samt et let måltid hos Ristorante Leo, Sølvgade 2.