Julekoncert 2019 i Marmorkirken

 

Romselskabet S.P.Q.R.s 10-års jubilæum fejres med den romerske komponist Giovanni Palestrinas store Julemesse
Tid og sted: 3. december 2019, kl. 20.00 i Marmorkirken, Frederiksgade, 1265 København K
Lidt øst for Rom i byen Palestrina fødtes omkring 1525 den lille purk Giovanni. Som ung drog Giovanni til Rom for at uddanne sig til organist, og cirka 1545 vendte han tilbage til sin fødeby, hvor den talentfulde unge mand blev organist og korleder. Allerede i 1550 var han så berømt, at han atter kunne tage til Rom og blive korleder ved Cappella Giulia, en del af det sixtinske kor, og i de følgende år skrev han under navnet Giovanni Pierluigi da Palestrina sine første messer.
I 1555 blev en ny pave valgt – Paul IV med tilnavnet il terribile – og pavens opfattelse var, at en gift mand ikke kunne være ansat i selveste Det Sixtinske Kapel. Giovanni da Palestrina blev derfor afskediget, men fik straks efter arbejde som kapelmester; først i Laterankirken og sidenhen i Santa Maria Maggiore.
Kardinal Ippolito 2. d’Este fik i 1564 interesse for Palestrinas musik og ansatte ham som komponist ved sit hof. Senere blev Palestrina musiklærer på Seminario Romano, vendte også en overgang tilbage til Cappella Guilia samt skrev salmer under opsyn af det romerske kirkeråd. Inden Giovanni da Palestrina døde i Rom i 1594, offentliggjorde han yderligere 16 samlinger af musik; heriblandt julemessen for dobbeltkor: Missa Hodie Christus Natus Est fra 1575.
Musica Ficta er et professionelt vokalensemble, dannet i 1996 af komponisten og dirigenten Bo Holten. Her har han realiseret sin vision om et fleksibelt og projektorienteret ensemble, hvor den virtuose ensemblesang i alle dens afskygninger står i centrum. Musica Ficta favner et meget bredt repertoire. Ensemblets speciale er dog musikken fra middelalder og renæssance, hvor komponisterne ikke skrev deres store værker for symfoniorkestre, men for den menneskelige stemme. Korets kunstneriske leder og dirigent, Bo Holten, er blandt verdens førende på sit felt.
Musica Ficta har gjort det til en tradition i december at opføre Palestrinas store julemesse. Hvorfor Palestrinas store og feststemte 8-stemmige julemesse ikke tidligere har været en juletræffer på vores breddegrader, er en gåde. Musica Ficta er derfor stolte af, at de som de første og hidtil eneste kor, har bragt Julemessen til torvs – et hovedværk i senrenæssancens julemusik.
Palestrinas store julemesse for dobbeltkor er et værk med store følelser og udfordrende musikalsk ekspressivitet, som opføres af Musica Fictas 10 solosangere. Det er italiensk renæssancemusik med guddommelig storhed.
I Musica Ficta værnes der også om den danske sangskat. Palestrinas store værk flankeres derfor af danske julesange og bringer os smukt og fredfyldt ind i den altid stemningsfulde, men travle december.
Ved koncerten introduceres musikken og historierne bag den.
Tid: 3. december 2019 kl. 20.00
Sted: Marmorkirken, Frederiksgade, 1265 København K
Billetter: Prisen er 125,-kr. pr. billet og købes https://billetto.dk/e/palestrinas-julemesse-billetter-389865 via Billetto. Billetter fremsendes pr. mail fra Billetto, og de kan enten printes ud eller gemmes på mobiltelefonen og fremvises ved indgangen.
Transport: Benyt gerne metroen, da der er begrænsede muligheder for parkering i kvarteret.
Koncerten er åben for alle. Romselskabet S.P.Q.R.s medlemmer er velkomne til at tage familie, gode venner og kollegaer med til koncerten ligesom naboer til Marmorkirken, sognets beboere og forbipasserende også er velkomne.
<span>%d</span> bloggers like this: