Nytårskur 2025
Siden 2010 har organist og pianist Jakob Lorentzen og sopranen Monica Stevns dannet en duo. Til nytårskuren 2025 i Romselskabet vil de synge og spille italiensk opera og italienske sange.
Monica Nørgård Stevns har en omfattende koncertvirksomhed i Danmark og Europa, hvor hun har sunget solo recitals blandt andet i Edinburgh, Rom, Paris, London, Prag og Guimaraes i Portugal. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har siden videreuddannet sig i New York, Berlin, Wien og London. I Danmark har hun, udover talrige solokoncerter som solist, sunget sopranpartierne i Händels Messias samt operakoncerter med Dénise Beck og pianisten Kristoffer Hyldig. Hun har haft talrige solokoncerter med Holmens Barokensemble under ledelse af Jakob Lorentzen og har turneret hele Danmark som solist med Kurt Ravns Julekoncert.

Jakob Lorentzen har siden 1997 beklædt stillingen som organist og kantor ved Holmens Kirke samt slotsorganist ved Christiansborg.
I en alder af 14 år bestod han den præliminære organisteksamen og blev derved den yngst eksaminerede organist i Danmark. Efter endt diplomeksamen fra Det kgl. danske Musikkonservatorium i København tog han 3 år til Paris og studerede i solistklassen på musikkonservatoriet, afsluttet i 1995 med den højeste udmærkelse „Prix de Virtuosité”. I Holmens Kirke står han i spidsen for Holmens Kantori, Holmens Vokalensemble og Holmens Barokensemble.
Efter koncerten serveres kransekage og 2 glas prosecco.
Tid: onsdag den 8. januar 2025 kl 19.00
Sted: Det Italienske Kulturinstitut, Gjørlingsvej 11, 2900 Hellerup
Pris: 225,-kr for medlemmer af Romselskabet og medlemmer af Det Italienske Kulturinstitut. For ikke-medlemmer er prisen 300,-kr.