Forside

Alle veje fører til Rom

Denne talemåde stammer oprindeligt fra antikken, hvor Rom var hovedstad i det enorme imperium, som strakte sig over store dele af Europa, Nordafrika samt Mellemøsten. Fra Romerrigets provinser ønskede man naturligvis at skabe mange veje til hovedstaden. Deraf udtrykket: Alle veje fører til Rom.
Ligeledes var det på den tid, at Rom kaldtes Caput Mundi – verdens hovedstad. En anden talemåde – Rom blev ikke bygget på en dag – vidner om byens lange historie som magtcentrum, ikke bare i verdslig forstand, men også religiøst. Rom kaldes derfor også og med god grund; Den Evige Stad.
Men den store tiltrækningskraft, som byen stadig har i dag, skyldes ikke kun de antikke, historiske, religiøse og kulturelle levn og bygningsværker, men bestemt også det kulinariske udbud, byens puls, plaskende fontæner og stemningsmættede pladser og gader.
På den baggrund blev Romselskabet S.P.Q.R. grundlagt i 2009, og foreningen beskæftiger sig med alle facetter af den italienske hovedstad.
Romselskabet S.P.Q.R. er også et fællesskab medlemmerne imellem; et fællesskab, som er opstået dels på rejser og dels ved de hjemlige arrangementer, som ofte afsluttes med et fælles måltid.
Deler du/I vores begejstring for Rom, så er et medlemskab i Romselskabet S.P.Q.R. en oplagt mulighed.
FC      mail