Skip to content
Foredragsaften: Fascismen i De Pontinske Sumpe samt Fascismens arkitektur – i Rom, Italien og Verden
Arrangementet byder på to foredrag. Proferssor Steen Bo Frandsen vil fortælle om De Pontinske Sumpe syd for Rom. Dernæst fortsætter Arkitekturhistoriker Thomas Bertelsen, med et foredrag om fascismens arkitektur.

Fascismen i De Pontinske Sumpe
ved Professor Steen Bo Frandsen, dr.phil. Leder af Center for Grænseregionsforskning, Institut for Statskundskab, SDU, Sønderborg
Et af den italienske fascismes mest omfattende projekter var tørlægningen og opdyrkningen af De Pontinske Sumpe lige syd for Rom. Hertil hørte anlægget af en række nye byer og oprettelsen af en ny provins, der skulle symbolisere den nye orden. Agro Pontino blev befolket af jordløse bønder, der blev hentet især fra Emilia-Romagna. Arbejdet var en gevaldig satsning, der blev udnyttet til det yderste af den politiske propaganda med stort gennemslag – også uden for Italien. Mussolini optrådte personligt som organisator og tog del i høsten for løbende kamera. Arbejdet i De Pontinske Sumpe var med Mussolinis ord “den krig, vi foretrækker” og det militæriske aspekt var fremtrædende. Arbejdet og anlægget af den nye provins lader sig forstå som en generalprøve på forestående projekter i kolonierne i Afrika.

Fascimens arkitektur – i Rom, Italien og Verdenen
ved Arkitekturhistoriker Thomas Bertelsen, ph.d. Chef for bygningskultur, Over Byen Arkitekter ApS
Da Mussolini i 1922 tiltrådte som først regeringschef og siden som diktator, var det med visionen om at bygge et nyt Italien der kunne måle sig med det antikke Romerrige. Heri indgik der en nøje arkitekturpolitik, som skulle sikre fascismen et moderne udtryk. Dette kommer til kende i Roms byplan og nye kvarterer, men også i det øvrige Italien og i kolonierne, som blev udbygget med offentlige institutioner og endda nye byer. I udtryk er fascismens arkitektur en blanding af antikke former og den funktionalistiske tradition, der voksede frem i Europa under og navnlig efter 1. verdenskrig. På dette fundament opstod der i mellemkrigstidens Italien et formsprog fyldt med modsætninger, der spænder fra det autoritære til det frigjorte.
Tid: Onsdag den 21. Februar kl. 17.30
Mødested: Valiencia. Vesterbrogade 32, 1620 København V
Pris: Prisen for deltagelse i foredragsaftenen samt et let traktement er 205,- kr. for medlemmer af Romselskabet S.P.Q.R. og 285,- kr. for ikke-medlemmer af Romselskabet S.P.Q.R.